Regnbue – Fe fødselsdag

 i Fødselsdag

Denne her fødselsdag er fyldt med eventyr og magi. En sød og farverig fødselsdag for de mindste børn. Du kan nemt holde denne fødselsdag derhjemme og holde alle børn beskæftiget med aktiviteter og leg. Der skal ikke ret meget til for at fange små børns opmærksomhed. De er så dejlig taknemmelige og sjove at lege med. Du bestemmer helt selv hvor meget du vil gøre ud af det. Vigtigst er at I får nogle eventyrlige timer sammen.

Jeg har lagt det hele klar til dig i shoppen. Download, print og du er klar til at lave dit helt eget eventyr for dit barn.

Inviter børnene med ind under Regnbuen – der hvor feerne bor.

Jeg fik lov til at hænge vores invitation op i børnehaven. I Josefines børnehave er de aldersopdelt på stuerne. Vi havde derfor kun inviteret den stue hvor Josefine går. 12 livlige drenge og piger. Invitationen kom til at se sådan her ud.

Der skal smæk på farverne.

Jeg har gjort ekstra meget ud af at pynte op – ok jeg blev måske lige lovligt grebet af den magiske stemning. Josefine er sådan en god hjælper og er virkelig fuld af gode ideer.

For at skabe et regnbue fe univers,  lavede jeg en regnbue ud af affaldsposer. De blev hængt op i loftet i lange baner hen over bordet. Indenunder hang vores juletræskæde, så det så ud som om at der var lys i regnbuen. Pak aldrig julelysene for langt væk. Herhjemme bruger vi dem til alt muligt, året rundt. For enden af regnbuen havde jeg sat hvide balloner op, hvorfra der hang blå regndråber.

På bordet stod der små fe-huse. Jeg har ganske enkelt taget mine glasvaser, kommet græs i bunden sammen med en lyskæde. Feerne er klippet ud, sat på madpinde og stukket ned i græsset. Ud af karton havde jeg foldet noget der ligner paddehatte, der bare er lagt ovenpå glasvaserne. Hele bordet blev lyst op af blomsterlyskæder. Dem fandt jeg billigt i netto. Lyset fra alle kæderne giver en god hyggestemning. Fra regnbuen hang der små feer. Det lignede lidt at de fløj hen over bordet.

I stedet for at dække op med tallerkner og bestik, har jeg lavet en MAL SELV dækkeserviet. Farverne ligger klar i små fe-kurve. De er lavet af mælkekartoner pyntet med farvet karton og en regnbuehank. På fe-kurvene skrev børnene deres navn, så de kunne få dem med hjem, når fødselsdagen var slut. Kurvene brugte vi også, til da vi skulle ud på eventyr og samle ting.

Vinger og kapper – vi skal ud og flyve.

For at komme ud at flyve med feerne, skulle børnene have noget på, der kunne få dem til at flyve. Det er jo super logisk:) Det her er et super godt træk – Har du kapper til drengene, så synes de faktisk at det er lidt fedt, at komme til en Regnbue – Fe fødselsdag. For ellers kan det her godt blive lidt for tøset, til en lille sej dreng.

Vingerne er købt på www.festogfarver.dk, men kun fordi de ikke er så mange piger på stuen. Kapperne har jeg til gengæld selv lavet. De er rigtig nemme at lave og du slipper helt for at sy. Jeg har klippet dem ud i nervøs velour. Du kan lave ca. 4 kapper ud af en færdig købt pakke på 3 meter. På ryggen er der spraymalet en sølv stjerne. Hæng dem til tørre et døgns tid og de er klar til brug. Vil du ikke ofre så mange penge på vinger, kan du bare lave lyserøde kapper til pigerne.

Nu kan eventyret for alvor begynde.

Jeg har skrevet en lille historie til børnene, som jeg fortæller dem, alt imens jeg tager dem med en tur under regnbuens farver. Jeg elsker at fortælle historier og her skal børnene selv være med – lidt ligesom en skattejagt. En rigtig drillepind af en Trold har gemt feernes guld – Regnbueskatten. Den skal vi ud at finde. Du kan bruge mine kort enten til oplæsning eller som en guideline for det eventyr du vil fortælle.

Vores eventyr begyndte allerede da vi hentede børnene i børnehaven. Jeg havde klippet feerne ud og herefter lamineret dem. På vejen hen til børnehaven gemte vi feerne langs vejen. Spar ikke på dem. Det var et hit og nogle meget spændte børn der ledte efter feer, på deres vej hjem til os.

Da vi kom hjem, gav jeg børnene vinger og kapper på. De blev straks prøvet af og hurtigt godkendt. Efter lidt frugt gik børnene straks i gang med, at undersøge hvad der lå i fe-kurvene og begyndte at farvelægge deres dækservietter. Da de var færdige med at male var det tid til, at fortælle videre på mit lille eventyr. Jeg er selv lidt af et legebarn, så historien bliver selvfølgelig fortalt med arme og ben.

Det sjove er, at børnene gør præcis som du gør. Jeg var meget opmærksom på, at jeg fik alle børn med og havde gudskelov nogle gode hjælpende hænder både fra Josefines søskende og fra de pædagoger, som var med den dag. Giv dig god tid og ha’ masser af tålmodighed. Børn i 3 til 4 årsalderen har utrolig mange spørgsmål undervejs og en livlig indlevelse. Så giv bare fantasien frit løb. Husk at få fe-kurvene med på turen.

Vi startede med at flyve ind under den blå regnbuefarve. Her skulle børnene finde tryllestøvet. Det skulle de bruge til at åbne den hemmelige dør ind til Regnbuens gule farve. Jeg havde pyntet vores lille stue op med masser af balloner. Faktisk så mange at min mand var i åndenød i flere dage – hvis han selv skal sige det:). De små glas har jeg fundet i Søstrene Grene og fyldt dem med glimmer.

Det var nu tid til at finde den hemmelige dør under den gule farve i regnbuen. Undervurder aldrig hvad der kan være under dit spisebord. For det er nemlig her den gule farve i regnbuen skal findes. Jeg havde sørget for at dugen gik helt ned til gulvet, så der var ingen der opdagede at der gemte sig noget derunder. Her skal børnene på skift kravle ind og finde en nøgle. Nøglen skal de bruge til at låse de små fe-huse op. For måske gemmer der sig noget i husene. Sørg for at der er en nøgle til hvert barn – ligesom med tryllestøvet.

Put noget tryllestøv i hånden og pust det hen mod døren. Husk lige at klippe en åbning i dugen på forhånd – for det havde jeg nemlig lige glemt i farten. Det kan godt være at du tænker “kors mand” jeg gider ikke have alt det glimmer i hele huset. Men det er altså det hele værd. Du kan altid bare bruge din magiske støvsuger bagefter:)

I gangen var der pyntet op med rødlige balloner. Her hang fe-husene ned fra loftet. Dem havde Josefine og jeg lavet sammen. Vi havde malet en masse toiletruller og kommet kræmmerhuse på toppen med en elastiksnor i. Kortet blev klippet i stykker, i samme antal som der var Fe-huse og børn. Når alle børn stod under hvert deres fe-hus, holdte de nu nøglen op til. Inden i husene har jeg med lidt tape klistret et stykke af kortet fast. Herefter skulle børnene samle puslespillet. Endelig kunne de finde ud af hvor trolden havde gemt alt guldet- regnbueskatten. Der skal måske lidt hjælp til, da ikke alle børn i den alder har helt styr på farverne. Det er så sødt at se dem rende rundt.

Jeg afsluttede eventyret med at fortælle, at feerne havde gemt en lille diamant i deres slikpose, som tak for hjælpen. En magisk ønske diamant og man må kun fortælle sin mor, hvad man ønsker sig. Jeg havde ikke lavet slikposerne specielt store. I stedet kom jeg sæbebobler i. Sæbeboblerne og diamanten var klart det der var mest interessant. Du kan roligt spare på slikket og samtidigt have glade pædagoger:) diamanterne har jeg fundet i Tiger.

Selve eventyret tager ikke mere end 20 min. Længere kan du ikke holde børnene koncentreret. Til gengæld brugte de meget tid bagefter, på at gå rundt og se sig omkring og ikke mindst gå lidt amok på alle ballonerne. Vi havde sådan nogle hyggelige timer sammen, og Josefine havde en uforglemmelig fødselsdag. Jeg fik mange tilbagemeldinger fra andre forældre, at børnene havde taget eventyret med sig hjem. Der er blevet pustet glimmer ud for at finde hemmelige døre derhjemme og med diamanten i hånden, er der blevet ønsket alt lige fra, at få en levende ko til at få ægte vinger.

Vinger og kapper fik børnene med op i børnehaven til udklædningskassen.

Magiske hilsner fra mig til dig.

 

Recommended Posts

Skriv en kommentar

0