Halloween Fest
Hold en nem og (u)hyggelig halloween fest. Jeg skal holde halloween for mine 2 yngste piger på 4 og 8 år. De glæder sig helt vildt. Læs her hvordan jeg har tænkt mig at holde halloween, uden at det koster alt for meget tid og penge. Det gælder jo allermest om, bare at have det rigtigt sjovt, uden stress og sved på panden.
Alt hvad du ser i blogindlægget ligger i shoppen, klar til at blive downloadet og printet.
Men først skal der lige deles invitationer ud. Print dem på hvidt karton og klip dem ud. Udfyld tid, sted og klokkeslæt. Nu er det bare at smide dem i postkasserne. Ungerne ved ikke noget bedre end når der er post til dem i postkassen.
Op pyntningen
Vi har fundet kassen ned med alle vores Halloween ting. Heri ligger der alt muligt mærkeligt fra skelethoveder, græskarlys og en masse ting pigerne selv har lavet som jeg trofast gemmer hvert år. Derudover har jeg lavet små spøgelsesbordkort og etiketter til saftevandet.
Engangsglassene skal børnene selv pynte ved at klippe øjne, mund og næse ud af sort karton og lime det på deres glas. Så bestemmer de selv hvor uhyggelig de skal se ud.
Jeg har ikke helt bestemt mig for hvad de skal have at spise endnu, kun at det skal være nemt og noget alle kan lide. Sidste år holdt jeg surprise halloween for mine egene piger. Der blev menuen noget så simpelt som spaghetti kødsauce serveret i rødpeber og chokolademousse til dessert. Det så sådan her ud:
Tid til leg
Børn kan selvfølgelig godt selv finde på noget at lege, men når vi holder noget specielt, så synes jeg også, at der skal ske noget andet end det de plejer at lege. Jeg er selv lidt af et legebarn og her får jeg som regel også lov til at være med.
Derfor har jeg planlagt aktiviteter de kan hygge sig med ved bordet, men også aktiviteter hvor de skal dyste lidt mod hinanden.
Ved bordet kan de farvelægge uhyggelige tegninger eller spille ”kryds og bolle”. Pladen finder du i pakken sammen med tegningerne. ”brikkerne” er skum klistermærker som jeg har fundet i Tiger. Du skal bare lade være med at tage papiret af bagpå:)
Så skal vi selvfølgelig spille Halloween bingo hvor man kan vinde klamt slik. Jeg lavede spillet sidste år og vi har virkelig haft det skægt med det. Til spillet hører der 8 plader. Hvis du skal bruge lidt flere, så skriv til mig i god tid, så vil jeg gerne lave nogle flere til dig. Du skal blot være opmærksom på at bingospillet skal printes i A3.
Til sidst men ikke mindst skal vi kaste med øjne og fange edderkopper. Øjnene har jeg fundet i Tiger. Kopperne er engangskopper hvor jeg har tegnet øjne og mund på. Fyld kopperne med lidt vand så de ikke vælter. Øjnene skal nu ramme bordet én gang også gælder det om, at få så mange som muligt op i kopperne. Du kan også selv male øjne på nogle bordtennisbolde.
Til edderkoppelegen skal du bruge et stort lagen. Tegn et spindelvæv med en tekstiltusch og spred lagnet ud på gulvet. Brug evt. tape til at holde det udstrakt på gulvet. Det har jeg i hvert fald gjort. Børnene kan faktisk lave lige præcis de regler de vil.
Herhjemme leger vi den med de her regler:
- Børnene dyster 2 og 2 mod hinanden.
- De starter i hvert deres hjørne og tiden bliver sat til 30 sek.
- Nu gælder det om at samle flest edderkopper.
- De skal følge spindet og de kun må sætte fødderne så hæl rører storetå. Større skridt må man ikke tage.
- Når man samler edderkopperne op, skal man stå på et ben. Mister man balancen må man lade edderkoppen ligge.
- De må kun samle de edderkopper op som ligger på det spind de står på
I kan også gå sammen 2 og 2 hvor den ene dirigerer den anden igennem spindet. Hvis I er mega gode og det skal være lidt sværere, så kan den der bevæger sig på spindet få bind for øjnene. Det er kun fantasien der sætter grænser. Test det af på dine unger inden festen og bliv enige om hvilke regler der skal gælde for jeres leg.
Til sidst men ikke mindst, så slutter vi af med hekse knas og film – det er altså hvis vi når det:)
Jeg håber at jeg har givet dig lidt inspiration og du får lyst til at holde halloween for dit barn. Og husk det handler ikke om store flotte kager og kompliceret pynt til Bo Bedre. Det er bare børn der vil have det sjovt.
Du finder invitationer, tags, bordkort, tegninger og spil lige her i shoppen.