Under Vandet Fødselsdag

 i Fødselsdag

Gå på opdagelse under vandet sammen med vennerne fra børnehaven og se om I kan bestå undervands-prøven. En hyggelig tema fødselsdag for de 5-6 årige, der både kan arrangeres indenfor som udenfor.

Alt hvad du ser her i blogindlægget ligger klar i shoppen til at blive downloadet og printet. Du skal kun downloade 1 eksemplar, da du blot printer de eksemplarer du skal bruge, Du får både en PDF´fil og en word fil.

Invitationen

Nu hvor vi skal en tur under vandet, har jeg lavet invitationen som en snorkel. I selve brillerne skrives invitationens tekst. Når du downloader filerne finder du ”brillerne” i et Word dok, så det er nemt at tilføje din egen tekst. Selve snorklen har jeg klippet ud i karton, ud fra skabelonen og efterfølgende limet brillerne på.

Nu skal der pyntes op

Jeg starter altid i god tid med at lave pynteting og jeg tager meget gerne børnene med i det. Det her tema indbyder virkelig til at gå amok i pynt. Der er så mange fine ting man kan lave sammen med ungerne. Jeg har primært brugt karton, silkepapir og genbrugsting, som jeg løbende gemmer. Faktisk til stor irritation for min mand:) Men på denne her måde koster det ikke en formue og det bedste af det hele er, at vi kan være kreative sammen.

Sådan her kom vores op pyntning til at se ud.

Josefine og jeg har mange snakke om hvad der sker under vandet. Og tro mig fantasien fejler bestemt ikke noget. Jeg prøver alligevel at finde en måde, at indfri de mange ønsker. Én af de ting som Josefine mente vi absolut måtte have, var ”et af de der skibe der ligger nede på havbunden”. Så der var ikke andet at gøre, end at finde en stor papkasse og et billede vi kunne tegne efter. Med lidt lim, saks og maling fik vi da også kreeret vores skibbrud. Vi blev helt stolte af resultatet.

Der skal selvfølgelig også være nogle fisk og en stor blæksprutte. I PDF´en finder du skabeloner til fiskene. Josefine og Sofie har klippet dem ud i karton og pyntet dem med pailletter. En fin lille aktivitet inden puttetid og hvor alle lige kommer lidt ned i tempo. Og Josefine var så stolt over, at vise det hele frem for vennerne.

På bordet har vi pyntet op med farvestrålende koralrev. De er lavet af servietter, karton, flamingo og piberensere. Jeg har gemt nogle skotøjsæsker, hvori jeg har lavet en masse huller. Det hele er blot stukket tilfældigt fast i hullerne. Har du ikke nogen servietter liggende, så kan blomsterne nemt laves af silkepapir.

Flamingoen er sat på ståltråd som jeg bagefter har spraymalet.

Derudover har vi lavet vandmænd af engangskopper og silkepapir. Ankeret er klippet ud af resten af vores papkasse og pakket ind i sølvpapir. Til sidst har vi pyntet væggende med lange silkepapir-strimler, snoet dem og sat fisk ind imellem.

Ok – det er vist pynt nok:) Du har vist forstået, når jeg siger at der er rigtig mange sjove ting at pynte op med.

Hvad skal vi lave til min fødselsdag?

Én ting er at pynte op og gøre klar til fest-eventyret, men det som jeg synes er absolut højdepunktet, det er at finde på hvad vi skal lege. Og jeg holder det gerne hemmeligt for min lille fødselar. Det tilbageholder hende nu ikke, i det her tilfælde Josefine, at spørge hele tiden og konstant ”hvad skal vi lave til min fødselsdag? ”. Jeg elsker det og prøver altid at gøre pigernes fødselsdag helt speciel.

Dækservietter er et hit, og hvorfor ikke gør det imens man drikker havvand og spiser popkorn og fiskekiks. Bonussen er, at det er en super måde, at skabe ro på børnene, når de kommer ind ad døren. Specielt hvis de er mange og man ikke er så vild med, at de drøner rundt i hele huset:) Roen ved bordet gør, at de virkelig får set sig omkring og finder hele tiden nye ting at se på – og det giver deres fantasi frit salg og en masse sjove snakke.

Undervands-Prøven

I stedet for en traditionel skattejagt, har jeg lavet en undervandsprøve, som børnene skal igennem. På denne her måde, kan du dele børnene op i mindre grupper og få alle til at være med. Udfordringerne kan sættes op indenfor som udenfor. Vejret var ikke med os denne her dag, så vi var bare indenfor. Undervandsprøven tager ca. 45 min. Giv jer god tid, så alle børn får prøvet flere gange – det er nemlig tænkt som en leg i sig selv.

Udover intro kortet venter der nu 4 udfordringer. Jeg delte børnene op i 3 grupper, på den måde var der hele tiden en udfordring fri, så grupperne ikke behøvede at vente på hinanden. Der er nemlig ikke nogen bestemt rækkefølge udfordringerne skal løses i. Hver gruppe skal ledsages af en voksen.

Guldgraverne

Nu skal der graves efter guld. Det du skal bruge her er en papkasse med sand, nogle skeer og nogle små pyntesten der ligner guld. Og tror mig børnene skal nok være forsigtige med, ikke at skovle sand ud til alle sider, for der svømmer jo hajer lige over os.

Fiskeriet

Nu skal der fiskes, men pas på nogle af fiskene er giftige. Jeg har købt 2 sæt billige fiske sæt på nettet og fyldt vores lille badekar op med vand. Det her fik børnene virkelig meget tid til at gå med. At lege med vand er bare et hit og selvom vi var indenfor, var der faktisk ikke et eneste barn der fik våde bukser. De var nemlig vildt optaget af, ikke at røre ved de fisk der var giftige.

Ubåden

Drenge synes at ubåde er lidt seje, så det skal der selvfølgelig være. Men denne her ubåd er altså gået i stykker. I Pdf’en finder du alle puslebrikkerne. De skal blot klippes ud og lamineres og de er klar til denne udfordring. Jeg har lavet brikkerne ekstra store så alle børn kan se og være med.

Piratfiskene

Det kan være lidt farligt at gå på opdagelse under vandet, specielt hvis man møder piratfiskene. Print en masse piratfisk ud og sæt dem på en snor med tøjklemmer. Jeg valgte at laminere dem, for så holder de til lidt mere. Med køkkenelastikker, gælder det nu om at ramme så mange piratfisk som muligt. Bliver det for svært med elastikker, så kan du også bruge bordtennisbolde.

Husk på, at det er jer voksne der går rundt med grupperne, der er med til at skabe eventyret og spændingen. Tør du leve dig ind i det, så gør børnene det også. Og det kan være ret så befriende, at være et stort legebarn for nogle timer.

Når alle har været igennem de 4 prøver, er det tid til at kalde børnene sammen. Her skal det sidste kort læses højt.

Banditten

I stedet for en traditionel skattekiste, så har jeg denne her gang valgt en pinata. Den havde jeg hængt op som pynt imellem alle de andre fisk, vi havde pyntet op med -og den var selvfølgelig proppet med slikposer. Det er nemlig banditten der har spist vores slik. Børnene synes at det var mega sjovt.

Inde i maven på banditten lå de her slikposer:

Afskeds sæbebobler

Jeg synes jo altid at børnene skal have en lille ting med sig hjem. Denne gang blev det sæbebobler eller luftbobler hvis man leger videre. Efterhånden som de bliver sendt ud for at tage overtøj på, får de en sæbeboble hver. Nu er de beskæftiget imens kammeraterne får tøj på – og så skal der blæses bobler hele vejen hjem til børnehaven. På denne her måde fortsætter eventyret lidt endnu og alle kommer godt ud af døren efter nogle dejlige timer.

Jeg håber at du har fået lidt inspiration til din næste børnefødselsdag. Mit bedste råd herfra er, at sørge for at planlægge nogle aktiviteter, som alle børn kan være med til. Specielt hvis du ligesom jeg har et barn, som godt kan synes, at det er lidt overvældende at få besøg af mange på en gang. Vi holder jo fødselsdag for vores barn og de skal jo om nogen også synes at det er sjovt.

Alt hvad du har set i blogindlægget ligger klar i shoppen til at blive downloadet.

Rigtig god fest.

Recommended Posts

Skriv en kommentar

0