Hekseskattejagt

 i Freebies

Halloween bliver ikke helt det samme i år. Men derfor skal ungerne ikke snydes for deres slik og lidt halloween uhygge. Lav en sjov og lidt uhyggelig aktivitet med denne her hekseskattejagt og send børnene en tur ud i mørket og se om de kan finde frem til, hvor deres slik er gemt.

Alt hvad du ser her i blogindlægget ligger klar i shoppen til at blive downloadet og printet. Du skal kun downloade 1 eksemplar, da du blot printer de eksemplarer du skal bruge. I linket får du 1 PDF fil med beskrivelse og selve skattejagten.

En anderledes Halloween

Normalt er der altid arrangeret Halloween for klassen eller børnene mødes for at gå rundt udklædt fra dør til dør hos alle naboerne. Men med alle de nye restriktioner er alt blevet aflyst. Men derfor skal mine piger ikke snydes for lidt Halloween (u)hygge. Vi er nemlig blevet ret vilde med denne her tradition. Har du det på samme måde, så kan det være, at du kan finde lidt inspiration her.

(U)hygge i gårdhaven.

Sidste år pyntede jeg op i vores gårdhave og alle der kom forbi vores dør på dagen for Halloween blev budt på skumfiduser over bål og varm kakao. Det var virkelig hyggeligt og det gav en god anledning til, at få en hyggesnak med de forældre der gik med deres børn rundt.

Sidste år så det sådan her ud – og i år pynter jeg op i hele haven til når jeg sender pigerne afsted på skattejagt. Og så krydser jeg i øvrigt fingre for at det ikke regner:)

Heskeskattejagt

Det her er en virkelig nem skattejagt at arrangere. Med i PDF´en får du også en kort vejledning til hvordan du gør. Men helt kort fortalt, så skal børnene finde 6 ledetråde, for at finde gemmestedet for deres slik.

Du skal egentlig blot gøre sådan her:

  • Sæt heksehjulet sammen. For det skal nemlig bruges til at afkode billeder om til bogstaver.
  • Find et godt gemmested.
  • Klip de bogstavkoder ud du skal bruge, så de danner ordet på gemmestedet.
  • Fordel bogstavkoderne i hver af de 6 bokse med ledetråde og gem boksene rigtig godt. Ledetrådene behøver ikke at blive fundet i en bestemt rækkefølge.
  • Giv børnene heksekortet og send dem afsted på skattejagten.

Mine piger skal lede efter ledetrådene i mørke så jeg gemmer alle ledetrådene sammen med f.eks. et græskar med lys i. Ellers tror jeg at de bliver alt for svære at finde. I de små bokse kommer jeg nok også små edderkopper i og andet klamt. Jeg glæder mig allerede til at sende pigerne afsted. Nu skal jeg bare finde et rigtig godt gemmested.

Du finder hekseskattejagten her.

Du kan finde mange flere Halloween aktiviteter:

Indendørs halloween aktiviteter.

Halloween bingo.

Jeg håber at I får en super (u)hyggelig Halloween hjemme hos jer.

Recommended Posts

Skriv en kommentar

0